Et kendt reliefmotiv kan hjælpe os til en forståelse. Relieffet viser to Nilguder – Hapi-guderne – der udfører det såkaldte »samtaui«-ritual, hvor landesymbolerne, en lotusplante (symbolet for Øvre-Egypten) og en papyrusplante (symbolet for Nedre-Egypten), bindes sammen omkring symbolet for forening. Her har vi en klar parallel til foreningsbåndet på arbejdstavlen, for ritualet symboliserer ikke alene de to landes forening, men også foreningen af de højere og de lavere principper – de åndelige og de fysiske – lyset og mørket – og det var målet for neofytterne, der gennemgik tempelindvielserne.
Øvre-Egypten blev symboliseret af lotusplanten og Nedre-Egypten af papyrusplanten. Lad os begynde med Øvre-Egyptens lotus. En af de utallige skabelsesberetninger lyder sådan:
»En stor lotus løftede sig op af urhavet.
Skaberen selv – et vidunderligt barn –
sprang frem fra lotusblomstens hjerte«
Lotusplanten vokser i stillestående vand, som er et smukt symbol på urhavet, der endnu er uforstyrret af livets strømninger. Planten har sine rødder i mudderet, den vokser op gennem vandet og løfter sig op i luften. Den åbner sig og spreder sine slanke, tungeformede kronblade om morgenen, og lukker dem om aftenen. Ud fra lotusplantens naturlige adfærd, skabte de gamle egyptere skabelsens symbolik. Den er et enestående billede på livets opståen, men også på dets cykliske natur.
Det findes to lotussorter – den hvide og den blå lotus. Den hvide (nymphaea lotus) har fintakkede blade, runde knopper og spredte kronblade. Den blå (nymphaea cerulae) har glatte aflange blade, tilspidsende knopper og smalle spidse kronblade. I det gamle Egypten var den blå lotus den helligste. Mens den hvide lotus har en lidt stærk og knap så behagelig duft, så har den blå lotus en virkelig delikat duft. De gamle egyptere sagde, at den havde det guddommelige livs duft. Botanikere har fundet ud af, at lotusblomsten producerer mikroskopiske voksdråber, som afsondres af nogle celler i det øverste bladlag. Det gør bladene vand- og smudsafvisende, og derfor er lotusplanten et imponerende symbol på åndens renhed.
Lotusplanten rummer symbolikken om menneskets udvikling og skæbne. Ligesom lotusen skal vi rejse os fra den fysiske verden (mudderet), løfte os op gennem følelsernes verden (vandet) videre op i tankesindets verden (luften), og her vil vi åbne os mod sjælens lys og lade os gennemstrømme af dens inspiration – på samme måde som når lotusen åbner sig for at modtage Solens lys og varme.
Nilens udløb i deltaet i Nedre-Egypten havde tilnavnet: »Papyrusplantens land«. Ordet »papyrus« er græsk, men grækerne har tydeligvis ladet sig inspirere af egypterne, for på oldegyptisk hed planten »papuro«, som betyder »det kongelige«. Papyrus blev anvendt til papirfremstilling, men man brugte det ikke til dagligdags notater. Papyrus var kostbart, og blev først og fremmest brugt at faraoen og hans skrivere. Lad os nu se på papyrusplantens vækst, ligesom vi gjorde det med lotusplanten, og vi kan faktisk sige nøjagtig det samme, for papyrusplanten vokser også ud af mudderet, den rejser sin tredelte stængel op gennem vandet, den bryder gennem vandoverfladen, løfter sig højt op i luften, og åbner sin imponerende blomsterskærm mod Solens lys og varme.
Hvorfor benyttede de gamle egyptere mon samme symbolik for Øvre- og Nedre-Egypten? I Corpus Hermeticum oplyser Tehuti (græsk: Thoth, Thoth-Hermes eller Hermes Trismegistos), at Egypten er et tempel og et legeme for den trefold store Gud. Og de to lande repræsenterede det samme legeme, som var kanal for den samme guddommelige energi. Hvad enten vi arbejder med udvikling af de karakteregenskaber, der er knyttet til menneskets lavere eller de højere principper, er proces og mål identiske. Vi løfter energierne fra lavere niveauer mod højere med det formål at beherske og kontrollere helheden, sådan at vores lavere principper bliver redskaber for sjæl eller ånd.
Alligevel kunne lotusplanten ikke erstatte papyrusplanten som symbol eller omvendt, for der er også forskel på de to planter. Lotusplanten løfter sig kun en smule over vandoverfladen. Man kan sige, at den kun forsigtigt stikker hovedet ind i elementet over vandet. Den åbner en yndefuld blomst, som leder tanken hen på et chakra eller energicenter – hvad den også skal.
I modsætning til lotusen løfter papyrusplanten sig højt op over vandoverfladen og strækker sig flere meter op i luftelementet. Man kan derfor sige, at den symbolsk er nærmere Solen end lotusplanten. Den er også et mere fuldkomment symbol på mennesket, for udover at være 7-delt af chakrasystemet, er mennesket desuden 3-delt. De tre vitale kropsdele er hovedet, overkroppen og underkroppen, som alle tre er en betingelse for, at mennesket kan fungere i en fysisk krop. Vi kan undvære både arme og ben, men ikke de tre primære kropsdele. Stængelen på en papyrusplante er tredelt, og derfor symboliserer den det tredelte menneske. Blomsten, som papyrusplanten folder ud, når den har løftet sig højt mod lyset, er en tæt skærm, der stråler ud fra et centrum – ligesom menneskets kroncenter, som siges at have tusinde kronblade.
Nedre- og Øvre-Egypten blev desuden symboliseret af guderne Seth og Horus. Når ypperste-præsterne valgte forskellige symboler for det samme, ønskede de selvsagt ikke at præsentere neofytterne for synonymer. De ønskede at nuancere symbolikken.
Overordnet kan vi sige, at Horus, der symboliserer Nedre-Egypten og de højere principper i mennesket (sjælen), er et billede på det gode eller det evige. Seth, som symboliserer Øvre-Egypten og de lavere principper, er et billede på det onde eller det forgængelige (personligheden). Men de to gudebilleder skaber en syntese, på samme måde som vandet fra Nilens øvre og nedre løb udgør en helhed. Selvom de gamle egyptere opdelte tilværelsen i ånd og stof – eller godt og ondt – vidste de, at det gode og det onde udgjorde en helhed. De var hinandens forudsætninger.
Seth er myreslugeren, som har hele sin opmærksomhed rettet mod det fysiske. Den stikker sin lange tunge dybt ind i myretuerne, og henter al sin næring i materiens mørke. I andre tilfælde fremstilles Seth som en sjakal, men symbolikken er principielt den samme. Sjakalen lever ofte af ådsler. Den symboliserer det materialistiske menneske, som næres af død materie.
Horus er derimod falken, som også jager sin føde på jorden, men den er i stand til at løfte sig højt mod himlen. Ved hjælp af sit skarpe syn, udvælger den nøje sit bytte højderne, og fanger det lynhurtigt, overraskende og med stor præcision.
Seth symboliserer derfor det uudviklede menneske, som tror, at det fysiske liv og dets sansenydelser er livets mål og mening. Horus er det udviklede og oplyste menneske, som udvikler sig gennem erfaringerne i de fysiske liv, men alle handlinger foretages som impuls fra sjælen, som fra sit høje stade har det fulde overblik over menneskets inkarnation.
Vi kan nu konkludere, at logens bærende søjler er mættet med symbolik, for udover at forbinde himmel og jord – Gud og menneske – symboliserer de menneskets vækst fra identifikation med mørket til forening med lyset.
Det er mit håb, at søjlernes symbolik vil tale til brødrene hver gang de mødes i logesalen.